Fredericiaslaget den 6te juli 1849
Den første skanse stormes
Lidt før kl. 1 måtte vi træde under gevær. Da vi skulle gå frem med stor hurtighed og med fældet bajonet, var det godt at være så lette og fri som muligt i vore bevægelser. Tornysteren skulle derfor blive tilbage i fæstningen, men galt var det da vore firsindstyve skarpe patroner til at traktere fjenden med ikke på nogen måde måtte blive tilbage, og deraf var de fleste i tornysteren. Vi pakkede først vore kugletasker og derefter vore lommer, bryst og hvor som helst det var muligt at finde plads til en patron. Bajonetten blev påsat, og således udrustede stod vi i midnatsstunden henad kl. 1 parate til at tage fat.
I al stilhed satte korpset sig i bevægelse igennem den tavse nedskudte by. Alt var øde og tomt. Murrester og grusdynger ragede op som genfærd i nattens mørke.- sørgelige minder om villedte oprørshobes vandalisme. Hist og her kunne man se et dunkelt lys titte frem mellem ruinerne. Det var måske en soldat som der havde taget sit natkvarter, eller en beboer, som var bleven tilbage og syntes, der endnu var godt at bo.
Gaden var belagt med halm for at dæmpe enhver lyd for fjendens årvågne øre, af alle de våbenarter, som passerede.
Vi stod da ved fæstningsvolden ved Dronningens Port, (udfaldsporten hvor Nørreport nu ligger) og det tog nogen tid, inden korpsets henved 1100 mand kunne komme ud af den smalle udfaldsport som var gravet igennem volden.
Som vi der stod tæt under fæstningens høje vold, og kun den skilte os fra de kæmpende udenfor - Vi kunne allerede høre skud og larm derfra - påkom der mig en underlig følelse. Hvem kendte hvad skæbnen havde tilskikket en? Man vidste kun, at mange soldater ville finde deres død i den kamp, men hvem det blev, vidste ingen. Måske jeg selv i næste stund ville ligge død på kamppladsen. Soldaterlivet medfører i det hele taget, ved de mange og hyppige omskiftelser, et lettere sind, og ingen tænker dybt over det som forestår, og det er vist nok også et bedste, men der gives dog tidspunkter, som der i Fredericia ved volden, hvor man i et øjebliks ro, uvilkårlig kan komme til at fæste sine tanker på det forestående.
Side om side, 4 á 5 mand høj, og med geværet i hånden for ikke at støde bajonetten imod det lave loft i udfaldsporten, gik det raskt med at komme ud. I en fart ordnedes vi under vor fører, svensk løjtnant Hausvolf, til at gå sluttet frem til angreb med fældet bajonet.
Oprørerne modtog os straks både fra løbegrave og skandser med en overvældende stærk ild, der lyste op i nattens mørke, men tillige blændede os, så vi kun dårligt kunne skimte de allernærmeste genstande. Under vor hurtige fremrykning måte enhver modstand vige eller blive nedstødt med bajonetten. Løbegrave og forhindringer måtte tages i tilløbet.
Terrænet uden for fæstningen var os ganske ubekendt, men ilden og drønene fra de store kanoner på fjendens skanser ledte os i den rigtige retning, og skanserne var jo det mål, som vi stormede frem efter. Uafladelig blev der fyret på os med kardæsker, og vi måtte ofte falde ned, når skuddene kom hurtigt på hinanden, med deres besynderlige, klukkende lyd piftede de i trætoppen over os, medens vi lå udstrakte på jorden.
Ved et sådant nedfald fik min sidemand Brandeløv et skud i det ene knæ. Han klagede sig meget, den gode skikkelige kammerat, men der var ikke tid til at høre efter jammer og klage af de sårede, som faldt omkring os. Vore tanker og opmærksomhed var ene rettet på fjenden. Jo længere vi kom frem, des mere levende blev fjendens ild. Navnlig geværilden blev ganske forfærdelig. Kuglerne peb og summede os om ørerne i sådanne masser, at man virkelig skulle antage, at ingen kunne gå fri for at blive skudt ned. Vi mærkede, at vi ikke kunne være ret langt fra den første skanse. Vi måtte være lige i skudlinien. Der lå mange døde og sårede som vi kom hen over. Nu fyredes to skud fra to store 168 pundige morterer i skansen lige hen over os, og da vi netop kom lige mod mundingen af dem, så det rædselsfuldt ud. Man så lige ind i de store gabende ildsvælg, vi indhylledes i ild og røg, og de store bomber susede hen over vore hoveder. Samtidig fik vi et helt lag af skarpe skud fra skansens besætning, der tæt om tæt stod og stak bøssepiberne ud mellem skansekurvene. Vi standsede ikke, men i en fart kastede vi os ned i skansegraven og kravlede op ad volden. Vi dækkede os foreløbig bedst muligt bag skansekurve og voldkam.
Fjenden kastede os sand i øjnene, hvilket er et slemt middel mod en angriber. Til den tid, havde der ikke været lejlighed til at løsne et skud, men nu var der anledning dertil, og vi holdt os heller ikke tilbage. Skansens besætning gjorde ingen hårdnakket modstand, og da der snart viste sig tegn til, at den ville give tabt, var der ingen grund til at fortsætte skydningen. Besætningen løb sammen til midten af skansen og viste kolben af geværet opad og forlangte pardon, hvilket straks blev dem givet. I en fart kom vi over brystværnet ind i skansen. Jeg kravlede over en lav hytte, som var byget op til voldens indvendige side. Det flade, løse dække bumpede jeg igennem og kom ned på et levende væsen, som lå derinde. Det faldt mig straks ind, at det måtte være en mand fra skansen der var krøbet i skjul. Jeg kunne ikke se noget i mørket, men jeg fik dog fat i trøjen på fyren og halede i ham for at få ham ud. Han strittede imod og mumlede noget, og var sikkert utilfreds med min forstyrrelse, men tiden var kostbar, og jeg tog da for alvor hårdt fat og knubsede ham rigtig godt med geværkolben. Krabaten kom nu på andre tanker og blev helt føjelig. Hurtig kom han ud til sine kammerater. Det lod ikke til, at han fejlede noget. Skansen blev åbnet og besætningen afvæbnet, og det gik i en fart, thi vi havde travlt, vi skulle videre fort.
De afvæbnede knejste noget højt. Det lod til, som de ville agere nogle pokkers karle, men det var jo også oprørere, og oprørsblodet har vel nok rullet stærkt i dem den nat, over at de blev således behandlede og frataget deres våben, som de vel mente at være beføjede til at bære mod deres retsmæssige konge, men alligevel måtte de finde sig i at være vore fanger og foreløbig at blive ført ind i fæstningen.
Da skansens mandskab kom ud af skansen, var der en ung befalingsmand iblandt dem, vistnok en løjtnant, så vidt man kunne se i mørket. Kaptajn Scholten spurgte ham, hvor den store egumskanse lå, men han gjorde afvigende tegn med hovedet og gav intet svar. Kaptajnen var straks parat med et godt råd. Han gav fyren et par rigtig gode fugtel over ryggen med sin klinge, så han sank helt ned i knæerne. Det hjalp. Uden tøven pegede den adspurgte i den retning, hvor skansen skulle ligge og sagde: "Dar-dar".Det var den første skanse, som vi tog, og et gik jo rigtig godt, og jeg stod helt uskadt og ventede på at tage videre fat. Ikke så meget som den mindste rift, hverken i kød eller klæder var end tilføjet mig noget sted. Man kan være overbevist om, at jeg over alt dette befandt mig så glad og så lykkelig, at jeg følte, mit hjerte slog takt i livet på mig. Men videre, der er et langt stykke tilbage - En lang, blodig og kostbar tid, inden vi nåede målet.
Alt var i orden i skansen. Fangerne (omkr. 90) var afvæbnede og førtes ind til fæstningen. Der var en del sårede, men dem kunne vi ikke befatte os med. Ambulancerne var jo i virksomhed.
Vi blev ordnede i en forfærdelig hast, men det var ikke nogen let sag, thi der manglede en den mandskab, dels døde og dels sårede, og ved at slutte os sammen i rækkerne, fik man helt ny side- og rodekammerater, men det måtte jo gå som et bedst kunne. Der var ikke noget at stille op derimod.
Mod Egumskansen
Rask gik det fremad mod Egumskansen, men det var et slemt stykke at komme over. Fjendens ild var overfældende stærk, og vore kræfter blev tyndere og tyndere. Dog den største del af os nåede da frem til dette kæmpemæssige værk, der med sine høje, mørke volde og lange linier af skansekurve, spækket med lange rækker af bøssepiber og bajonetter, som stak truende frem imod os i nattens mørke, nok kunne indgyde en angriber respekt for at komme nærmere, men det hjalp ikke. Vi nåede snart op på brystværnet og søgte at dække os bedst muligt, da besætningen i skansen lod til at være stærk og kampdygtig. Der blev fyret løs fra begge sider på nært hold, og er man først nået op på brystværnet, må det uundgåeligt komme til håndgemæng med modstanderen under kampens hidsighed fra begge sider, og så bruges både bajonet og geværkolbe. Denne frygtelige kampmåde i nærkamp. Sådan gik det med os den nat ved Fredericia.
Det lod ikke til at besætningen tænkte på at give tabt. Vi kunne høre, at befalingsmændene i skansen opmuntrede mandskabet til at gå på og holde ud. De brugte samme kneb som i den første skanse. De kastede os en mængde jord og sand i øjnene. Jeg kan ikke forbigå, at omtale et uheld, som traf mit gevær ved den skanse. En kugle ramte ved låseblikket, så det blev helt ubrugeligt. Det var en slem ulykke, og jeg følte mig skrækkeligt til mode ved at være uden våben, det bedste og eneste man har at værge sig med. Det er soldatens uadskillelige ven og ledsager. Skilles de ad, da er trøsten borte og modet slappes. Det følte jeg til visse, men jeg var dog så heldig temmelig hurtig at få fat i et andet gevær af samme slags (riffelmusket) hos en falden kammerat, og jeg følte mig atter glad og trøstig ved mit nye gevær.
Vi mærkede, at der måtte være en fjendtlig forstærkning i fremrygning. Vi kunne se lange ildlinier foran os ude i terrænet, hvorfra de fyrede på os, og man skimtede igennem mørket masser af fjender ile frem til undsætning. Der var ingen tid at spilde med at forlade skansen, hvis vi ikke ville omringes og tages til fange. Skansens besætning sendte et glat lag efter os til afsked, da de mærkede, at vi trak os tilbage. En snes mand af vore, som ikke lagde mærke til, at vi trak os tilbage fra skansen, blev i hast omringede og taget til fange af de friske tililende fjender.
Det var tungt for os at måtte vige tilbage, da det hidtil havde gået raskt og godt med at kaste en stærk og godt dækket fjende så langt et stykke, men vi havde lidt et stort og føleligt tab både af officerer og mandskab, og vor modstandskraft og sammenhold var ikke længere det samme som forhen. Tilmed var hele korpset i ilden og ingen forstærkning var parat til at hjælpe os imod de friske, fremstormende fjender, der gik hårdt på, som ville de vise os, at nu skulle vi enten skydes ned, eller jages i vild flugt ind i fæstningen igen, men vi tog sagen med ro. Vi forskrækkedes ikke af deres i et væk øredøvende hurraer og voldsomme geværild, hvormed de overdængede os. Vi veg langsomt tilbage for overmagten og lod dem vide, at vi ikke ville jages som vilde dyr, men agtede at bide fra os, det bedste vi kunne. Vi sendte dem skud på skud, så hurtigt det lod sig gøre at få kugle i vort gevær.
Da det lod til, at fjenden ville omgå os i venstre flanke, måtte vi trække os til venstre. Vi kom ned i en dyb lavning eller kløft med bakker på begge sider. Det var endnu ikke lyst, men vi kunne dog skimte, at bakken foran os var helt sort af fjender, hvorfra vi blev overøste med en sand kugleregn. I kanten af kløften, under bakken, var der en lang række af kogesteder, som var opførte af løse græstørv, og som fjenden havde afbenyttet. I vor fortvivlede, udækkede stilling, søgte vi nu ly bag kogestederne for fjendens kugler. Vi antog, at de dog altid ville beskytte os en del, men det var en slem beskyttelse vi fik. Kuglerne gik helt igennem de løse græstørv og overdængede os med jord, og til stor ulempe, fik vi øjnene fulde af samme stof.
Tilstanden blev mere og mere kritisk, da fjenderne trængte stærkt på til venstre, og det lod til, på deres stærke skydning, at de ville helt omgå os og falde os i ryggen og måske afskære os fra at gå tilbage. Vi blev beskudte forfra, fra siden og til dels skråt ind fra ryggen. Dog mærkede vi endnu kun enkelte skud fra den sidste kant. Vor stilling var således, at dersom vi ikke gik tilbage, måtte vi sikkert enten blive tilintetgjorte alle mand eller afskårne, omringede og tagne til fange.
Nogle mand, hvoriblandt jeg selv var, måtte op på en bakke til venstre for at erfare noget om fjendens stilling i flanken. Jeg tænkte på, at det dog måtte være et dristigt og voveligt foretagende, hvorved vi let kunne frygte at komme helt ind mellem fjenderne, da mørket hindrede os i at se ret langt, men af sted måtte vi, og i løb gik det i en fart op på bakken. Vi opdagede da tæt foran os, og så langt øjet formåede at se til venstre, en lang række af fjender stå tæt om tæt bag en vold eller løbegrav, og det så meget truende ud, som var de parate til at gå os i ryggen og afskære os fra at gå tilbage, hvilket øjeblik det skulle være.
De opdagede straks, at vi var i deres nærhed, og de sendte en mængde kugler ind imellem os. Vi kastede os plat ned på jorden og lurede et øjeblik på, om der kom mere af den slags. De kunne jo ikke se os i øjeblikket, men vi antog, at de holdt udkig med os og stedet, hvor vi faldt ned, for at give os en ny salve, når vi viste os igen. Vi frygtede mest for, at de ville undersøge sagen nøjere og derved komme nærmere hen til os og måske omringe os, og så var vi fortabte.
Tiden var kostbar for os, og tale højt om, hvad der var at gøre, var ikke rådeligt, thi hvert ord måtte kunne høres. Ved hvisken og tegn til hverandre, blev vi enige om at skubbe os frem i græsset (jeg mener det var et stykke kløver vi lå i) et stykke til siden ud af kurs og så i en fart rejse os op og løbe tilbage. Dette lykkedes rigtig godt. Jeg tror vi kom alle helskindede tilbage til kløften igen. Vi mærkede nogle kugler efter os, men de gjorde ingen skade.
Løjtnant Hausvolf traf vi i kløften, da vi kom tilbage. Det blev ham meddelt, hvad vi havde set om fjendens stilling oppe på bakken til venstre, hvor vi lige kom tilbage fra. Løjtnanten rystede på hovedet, da han godt indså, hvor forfærdelig vor stilling var, men han var vistnok rådvild med at tage beslutning på eget ansvar om at gå videre tilbage, før højere ordre var givet. Der måtte naturligvis handles hurtigt, thi fjenden truede os mere og mere fra alle sider, og vi mærkede, at han kom os nærmere på livet. Ilden, som hele tiden havde været levende, tog ganske forfærdeligt til, og nu begyndte de tilmed at skyde med kanoner oppe fra bakken foran os. Dog tror jeg, at de fleste kugler eller granater gik over os og ud over kløften eller faldt i den.
Man kan antage, at mørket har hindret fjenden i at beregne vort styrkeantal, og at han har troet os langt stærkere, end vi egentlig var. Vor stadige energiske modstand kan også have bidraget til at indgive ham den tanke, for det var jo besynderligt, at han med sin friske og store overmagt over for vor styrke ikke gjorde alvor af at gå lige ind på livet af os og tvinge os tilbage med magt eller omringe og overrende os og gøre os uskadelige, hvilket jeg synes fjenden let kunne have gjort. Man kan fristes til at tro, at han har manglet det tilbørlige mod til at gøre det.
Et stykke til højre for os blev der nu blæst: "Tilbage!". Jeg stod den gang lige ved siden af løjatnanten, og da han ikke var kendt med vore signaler, spurgte han, hvad det var der blev blæst. Da han hørte det, måtte vi straks trække os tilbage over kløften, men da den var fuld af tuer og højt græs der snoede sig om benene, var det noget besværligt med at komme frem. Fjenden forfulgte os lige i hælene og råbte hurra på hurra, og de høje bakker på begge sider gav genlyd af skud og hurraer i det uendelige. Det var ikke nogen let sag, at retirere over en moselavningmed tuer og andre ujævnheder, i mørke. Skyde, lade og atter skyde så godt og så ofte som muligt for at holde forfølgerne i skak. Så vige tilbage, se efter benene for ikke at gå overende i et hul eller over en tue. Det var altsammen noget, som måtte udføres i mørke og med påagtsomhed, og - med fjenden i hælene. Det var et arbejde, som bragte os mange besværligheder.
På bakkekammen
Da vi kom over til den anden side af kløften, var der en høj og brat skrænt, hvor vi måtte op. Oven på skrænten var der et højt sædestykke, og her kastede vi os ned og tog en dækstilling, skjult for fjenden. Vi mente hermed at kunne standse forfølgerne en kort tid, og kammen af bakken og sæden på samme lå så indbydende på vor vej og som skabt til en dæk- og forsvarsstilling, der måtte kunne gøre sin gode nytte. Vi krøb ud til siderne i sæden for derved at gøre vor ildlinie så lang som muligt, så fjenden herved måtte få den tro, at når vi fyrede på ham fra så lang en linie, at vi var en større styrke, end som vi egentlig var. Vi holdt os så langt ude ved kanten af skrænten, at vi kunne have udkig til, hvad der foregik nede i kløften foran os. Det var ikke lyst endnu, men nogenlunde kunne vi se, hvad der foregik omkring os i det nærmeste terræn. Kløften lige foran os var oversået med fjender, der hist og her myldrede frem i tætte klynger, men mosetågen og krudtdamp, som hvilede over kløften, hindrede os i at se dem alle og deres stilling. Så meget kunne vi da se, at fjenden i tal var os langt overlegen. I vor lille flok var vi trætte og udasede, såsom vi uafbrudt havde været i ilden siden kl. 1, da vi drog ud af fæstningen, og vore kræfter blev tyndere og tyndere. At opretholde mod og fatning, disse vigtige betingelser for en soldat under en sådan situation, kan være vanskelig. Ja det var tilgiveligt, om det måtte svigte, når man kun ser død og undergang rundt om sig. At gribe til harens våben og løbe fra det hele var vel nok det sikreste for at redde livet, men næppe passende for en soldat, der værger for sit land og dets ære.
Der var ikke det mindste af forsagthed eller modløshed til stede hos nogen i stillingen på bakkekammen, tvært imod gik det løs med de aldrig manglende soldatervittigheder, der kom frem ved enhver lejlighed og selv under den mest alvorlige situation. Under spøg gav vi hverandre vink om, hvilken behandling enhver oprører skulle få, der vovede sig op til os. Det var voveligt at stikke hovedet frem af sæden, da der uafladeligt rettedes en mængde skud fra kløften imod bakken og mod os, men de gik enten i bakkeskråningen eller over denne og slog i sædtoppen, men vi måtte alligevel passe på og holde udkig med fjendens bevægelser, og hvad han ville gøre imod os. Vi opdagede da, at en mand på alle fire kom krybende op ad skråningen, og flere fulgte efter ham. Vi ventede så ganske roligt på, hvad der ville ske, parate til at tage imod dem på passende måde. Pludselig ser vi et hoved stikke frem over bakken. En skægget karl med et stort rødt ansigt og sort, spids hat med hestehale i panden. En drabelig, forvoven krabat at se til. Øjeblikkelig fik han en ladning i hovedet så eftertrykkeligt, at han bogstavelig talt slog kolbøtter ned ad skrænten og tog flere med sig, som var på vej til at prøve samme vovestykke. Et vældigt hurra fra vor side fulgte på denne pudsige scene, der for os var en sand glæde. Det ligesom var en opmuntring for os, at vi dog også kunne få luft i et hurra fra vor side. Det var et lille, men kun kortvarigt lyspunkt i vor betrængte stilling, der gik op for en lille, for en stor overmagt vigende skare.
Vor stilling blev selvfølgelig mere og mere vanskelig, og vi måtte vente hvert øjeblik, at fjenden ville storme frem og med magt fordrive os, men vor hensigt var dog nået. At standse fjenden noget i sin fremtrængen på dette sted. Hurraråbene fra kløften tog til, og der blev uro i masserne. Pludselig mærkede vi skud fra venstre side, og vi så da fjenden storme op og frem imod os ad en sænkning i bakken til venstre. Der var ingen tid at spilde, hvis vi ville undgå at blive omringede og taget til fange.
Så snart vi havde forladt bakkekammen, var den straks helt sort af oprørere, der skreg og råbte hurra i et væk. Vi gik tilbage over en flad, åben mark uden den mindste dækning, heftig beskudte af den forfølgende fjende. At gøre anden modstand end sende ham vore skud, det bedste vi formåede, kunne der ikke være tale om.
Den tapre sergent
Jeg lagde mærke til en mand, som på dette tidspunkt kom ind mellem os. Han var sergent, og han var, så vidt jeg var rigtig underrettet, frivillig og en slesviger, og hørte til første kompagni, men hans navn glemte jeg at optegne den gang, og senere har jeg glemt det. Hele hans optræden og mageløse ivrige kampmåde var så enestående og så rigtvækkende, at det var umuligt andet, end man måtte absolut lægge mærke til ham. Han var lige ved siden af mig. Han var en smuk mand med et vældigt stort sort fuldskæg. Han var uden hovedbeklædning da jeg så ham ved min side imellem os. Et sår havde han fået ved munden. Sved, blod og krudt havde han tørret omkring i ansigtet, hvorved han så besynderlig ud. Han ladede og han fyrede med den mest beundringsværdige hurtighed og med en forunderlig præcision i enhver henseende. Han løb nogle skridt frem mod fjenden, tog sigte og skød, stod et øjeblik, som ville han iagttage kuglens virkning, slog op med hånden, som ville han sige: "Den traf godt!", gik tilbage under ladning for atter at fyre. Alt gik så hurtigt og så bestemt for ham,og man kunne se hans øjne fulgte fjendens bevægelser med opmærksomhed. Det var tydeligt, at han var anspændt af en mageløs iver og kamplyst, og jeg er vis på, at mange fjender måtte bide i græsset for hans sikre skud.
Sergentens kompagni er rimeligt nok kommet i uorden og blandet og skilt ad, ligesom de andre kompagnier. Jeg så allerede et glimt af han ved Egumskansen, hvor han ligeledes var i tapper virksomhed, og på bakkekammen så jeg ham atter. Fjenden gik os stærkt på til venstre, og jeg så ham ile derhen, og han blev derved borte for mig. Senere, da jeg kom ud over kamppladsen, så jeg tæt ved en taget skanse en stor bunke af døde og deriblant den her omtalte sergent. Han havde fået en kugle i brystet. En masse af blodblandet skum stod ud af hans mund ned over hans lange sorte skæg. Hans ansigt udviste en smertefri død. Livet måtte, kort forinden jeg traf ham, være udslukt. Jeg vendte ham om fra solen, som stod lige ind i ansigtet, trykkede hans hånd og gik videre.
Jeg har viet denne tapre mand, der fandt heltedøden ved Fredericia hin nat, ovenstående korte omtale. Måske jeg også er den eneste, der har givet ham et mindeord. Men han har i fuldt mål fortjent at drages frem som én af de ypperste iblandt de mange, der ofrede livet på kamppladsen den 6. juli. -
Forstærkningen kommer
Vi måtte desværre vedblive at gå tilbage, heftig beskudte og forfulgte af oprørerne, som gik os hårdt på livet. Vi kastede længselsfulde blikke efter den ventede forstærkning, hvortil vi trængte så hårdt, og ønskede, at den snart måtte komme.
Langt borte fik vi nu øje på fæstningen. Jeg tænkte, og vistnok flere med mig, at skulle vi ind i fæstningen igen, vedblivende hårdt forfulgte og beskudte af en meget overlegen fjende, da måtte vor undergang være vis.
Ved denne tid viste vor brigadechef, general de Meza sig helt ude i ildlinien i hurtigt ridt langs denne. Han slog op med sin hvidhanskede hånd og råbte:" I dag må ingen vige!" At se vor tapre og modige general så nær ved os var styrkende og opmuntrende, men hans velmente ord prellede af imod den hårde nødvendighed. Vi måtte alligevel vige tilbage for den store overmagt.
Over den østlige horisont, der strålede i al sin yndige purpurfarvede morgenglans, hævde solen nu sin glødende skive i den dejlige stille morgenluft. Over hele guds vidunderlige skønne natur hvilede ro og stilhed. Ikke en vind og ikke et blad rørte sig, men - menneskene hvilede ikke. Solen kastede sit første morgenlys ind over en plet i vort land, hvor der rasede og havde raset i lang tid, en blodig kamp for at bekæmpe og tugte en oprørshob.
Omtrent i højde med den første skanse vi havde stormet, kom vi nu til resterne af et sløjfet gærde. Her tog vi dækning imod de forfølgende fjender.
Et stykke ind imod fæstningen, øjnede vi nu en temmelig lang og tæt kæde af infanteri komme hen imod os. Det var 3de jægerkorps, der rykkede frem for at optage kampen. Det var den, med så megen længsel imødesete hjælp, der kom. De gik igennem vor stilling ved det sløjfede gærde og optog straks fægtningen med fjenden. Det var let for dem at se, hvor medtagne vi var af den lange og hårde kamp vi havde været i hele tiden, siden vi drog ud af fæstningen. Nu stod turen til dem at tage fat og prøve en dyst med oprørerne. De kunne jo vide, at der ventede dem en varm modtagelse, og det var undskyldeligt, om de havde trykket sig noget ved at tage fat, men de gik raskt på. Man kunne se, at det var prøvede folk, der før havde været i ilden, og de manglede hverken mod eller lyst. Vi opmuntrede dem til, uden skånsel, at tage hårdt på modstanderne og med kraft vise dem vejen tilbage igen, hvor de kom fra. Dette gik i fuldt mål i opfyldelse.
Nu finder jeg tidspunktet belejligt til at komme frem med noget, der skete, da jeg stod i den heftige ild i kløften under bakken, og som jeg synes ikke bør forbigås uden omtale. Som man erindrer, har jeg omtalt, hvorledes det gik med mit gevær ved Egumskansen. det var jo et andet gevær jeg fik fat i, og det var dette, fjenden besynderlig nok havde kig på. Jeg stod, som man plejer at stå når man er parat til at hæve geværet til skud, med dette i skrå stilling foran kroppen. I det samme slår en kugle imod det og river et stykke bort af skæftet, men preller af imod piben, efterlader en bule og viger skråt til siden i græsset med en hvislende lyd. Da det var "spilkugler" vi brugte til riffelmusketten, kunne jeg til nød presse kuglen forbi bulen i piben. Jeg var derved så heldig ligefuldt, at kunne bruge geværet. Dettes stilling var således i det øjeblik kuglen ramte, at havde jeg holdt det ubetydeligt højere eller lavere, havde jeg fået kuglen gennem livet. I kampens hede var der hverken tanke eller tid til at tænke over, hvad der var sket, det mærkedes kun, men bagefter indså jeg, at geværet var min beskytter, det havde frelst mit liv, og - Jeg takkede forsynet for frelsen. I al den øvrige tid, jeg var i krigen, var dette gevær min kostbare, trofaste ledsager, og hver gang jeg så til riften i skæftet, kom jeg uvilkårlig til at tænke tilbage på hin rædsomme nat i lavningen under bakken.
Sejren er vunden
På det sted, hvor vi stod ved det sløjfede hegn, var der en god udsigt over hele det foranliggende terræn, hvor kampen rasede. Det lå temmelig højt, og man kunne se vidt omkring. Man så nu, at oprørerne måtte smøre haser og det i en ganske anderledes fart end den gang, de løb efter os. 3de jægerkorps gik raskt og tappert på, i forening med andre afdelinger. Den ene skanse toges efter den anden og det i første tilløb. En skanse til venstre ved Koldingvejen gjorde tappert modstand, og det så ud til, at der faldt mange mand, men alligevel var den snart i de tapre jægeres hænder.
Det var meget interessant at se, hvorledes fjendens kavalleri i strakt galop søgte at hugge ind på jægernes kæde for at standse dem. I en hast formerede jægerne kredse, og da kavalleriet så dette og blev modtaget med skud fra kredsene, vendte de om og jog i susende fart tilbage igen. Dette gentoges mange gange med samme resultat, uden sunderlig at standse jægernes raske fremgang.
Da vi måtte vige tilbage, måtte sløjfningen af de tagne skanser og løbegrave, som var i fuld gang, afbrydes, men nu var arbejdet atter begyndt. Tæt ved højre side af os, lå den første skanse som vi tog. Det arbejdende mandskab var i fuld aktivitet med sløjfningen. Den ene mine sprængtes efter den anden, og luften sitrede og genlød af voldsomme drøn ledsaget af kæmpemæssige ildsøjler, der kastede jord, sten skansekurve og træstumper højt i luften. Fjendens baraklejr ved Egumvejen var givet til pris for luerne, og et mægtigt flammehav lyste op over valpladsen.
Den stille morgenluft gav genlyd af de danskes sejrsjubel. Hvor man så hen, var der tegn til, at oprørernes storværk gik sin visse undergang i møde.
Det var et interessant, storartet skue, der lå for os rundt omkring, hvor vi så hen, og glæden over, at se vore våbens heldige fremgang forjog al træthed. Den hvile, som vi trængte til, tænkte vi foreløbig ikke på.
Med større og større sikkerhed hørte vi, at vore tropper gik heldig frem over hele slaglinien. Alle fjendens skanser var i vor magt. Hans modstand var brudt, og han flygtede i vild uorden til alle sider. Jeg behøver næppe at tilføje, med hvilke følelelser vi soldater modtog dette overvældende glade budskab. Vort hjerte jublede af glæde.
Slaget var vundet, og kamppladsen var i de danskes magt. Men sejren var dyrekøbt. Mange var deres tal, som havde ofret livet, og det rygtedes fra mand til mand, at iblandt disses tal var den tapre general Rye. En masse af sårede lå blødende på valpladsen. Jeg takkede det algode forsyn, som havde holdt sin beskærmende hånd over min egen person, at jeg var gået så aldeles uskadt ud af den blodige kamp, hvorfra man måtte synes, det var et sandt vidunder at blive reddet. Mange af mine kammerater gik med kuglerifter i klæderne hist og her, men det var altsammen noget, man kun morede sig over bagefter, og sådan gik det også med mig selv, da min højre skulderklap havde fået en slem kuglerift.-
Ud over valpladsen
Omtrent et halvthundrede alen fra det sted, hvor jeg stod, fik jeg øje på en oppasser, der tilsyneladende stod og bøjede sig ned over en skudt officer, og det så ud som oppasseren græd. Jeg gik hen til stedet, og flere soldater kom til. Vi så da en officer ligge udstrakt i græsset. En smuk mand med et blondt fuldskæg. Han havde fået en kugle i venstre bryst, og blodet flød ud af såret. Oppasseren fortalte, at det var premierløjtnant Flor af 3de jægerkorps. Døden var lige indtrådt, og den smukke mand sov den evige søvn med et veltilfreds smil om læberne. Oppasseren var forfærdelig bedrøvet, og tårerne trillede ned over hans kinder, idet han ustandselig gentog de samme ord i al sin bedrøvelse: "Min løjtnant, min kære løjtnant". Kaptajn Scholten, som var i nærheden og vel nok tænkte, at der måtte være noget apparte på færde i vor lille forsamling, kom også derhen. Kaptajnen tog straks løjtnantens guldur til sig og anmodede mig og en soldat til, om at undersøge den døde, om han ikke havde penge på sig, hvilket kaptajnen antog han nok måtte have. Vi fandt ingen penge, men vi måtte atter søge, og ganske rigtigt, vi fandt da i venstre frakkeskød, lige under bæltestedet, en lille miniaturetegnebog, og da vi åbnede den, indeholdt den 7 stk. blå femrigsdalersedler, som fuldstændig var gennemblødte og sammenklæbede af det endnu varme blod fra såret i brystet. Kaptajnen tog pengene til sig og sagde til oppasseren: "Sig til løjtnantens familie eller hans nærmeste pårørende, at kaptajn Scholten af 2det jægerkorps har taget hans ur og 35 rigsdaler til sig, og at jeg skal sørge for, at pengene bliver ombyttede i banken." Et nydeligt lille guldkompas beholdt løjtnanten hos sig. Der er sikkert nok en eller anden, der har taget det i forvaring.
Efterhånden samlede en del mandskab sig omkring kaptajn Scholten. Sprængte dele af vort korps og af flere bataljoner, navnlig af 2den lette bataljon samt af andre, hørende til vor brigade. Med disse gik kaptajnen ud over kamppladsen. Jeg sluttede mig dertil. Man kunne nu rigtig se al den ødelæggelse, som var en følge af slaget. På Egumvejen lå en væltet marketendervogn hørende til oprørerne. Konen græd, og manden bandede, og en pige gik omkring og sankede op af de spildte varer, kaffebønner, risengryn, og mange andre sager. De våde varer flød ud omkring på vejen og dannede en hel flod. Den ene hest lå skudt ved vognen, og dette forhindrede manden i at komme bort i tide. Derved blev han overrasket af de danske, og da han nægtede at skænke for dem, blev vognen væltet og indholdet spildt. Nu måtte han finde sig i at være vor fange.
På vejen kom vi til en stor trop fanger, som førtes ind i fæstningen. Af deres udseende måtte man tro, at de var meget tilfredse med at være fanger, og det var vist også en del af dem. Rimeligvis de, som tvungne var stukne i trøjen for at kæmpe imod os, og af dem var der ikke få. Men træthed viste sig tydelig hos mange, idet en stor del af skaren så forfærdelig overmodige ud. En trodsig oprørsånd stak tydelig frem i enhver bevægelse, og jeg syntes, at dette især var tilfældet med dem med hestehalen i panden, de såkaldte Kielerjægere. - Det må ligefrem have ligget i blodet, der vel nok har kogt over, nu da de få os danske i deres nærhed. Der lå flere steder, hvor vi kom frem, især i nærheden af skanserne, hvor kampen havde været hidsig og hård, store dynger af døde.
I nærheden af den første by vi kom til, gik jeg hen til en pige, der sad og malkede. Jeg fik en rigtig god slurk nymalket mælk, og den smagte mig fortrinlig. Det var min første morgendrik efter slaget, og jeg trængte også dertil. Den stakkels pige var helt medtaget af angst, og hun fortalte, hvor forfærdelig en nat det havde været. Hun og beboerne havde været så ængstelige for, at vi ikke kunne vinde sejr, men så mærkede de, at fjenderne begyndte at flygte, først enkeltvis, men senere i store hobe og i vild flugt og uorden. Da de så dette, lettede det på deres bekymring, idet de måtte antage, at vi havde sejret. På deres flugt havde de berettet, at de danske lå døde og sårede i tykke lag foran fæstningen og de stormede skanser. Pigen spurgte, om det var sandt. Jeg mente, at vort tab vist nok var stort, men dog næppe så slemt, som de flygtende oprørere havde fortalt dem. Frem for alt var pigen glad over, at oprørerne var jaget bort. De som nu havde plaget egnen i så lang tid. Når bare de nu ikke kom igen. Jeg mente, at det kunne der vel næppe være tale om efter så fuldstændigt et nederlag og flugt, som de længe ville huske. Jeg var også af den mening, at vi nok passede på, at de ikke kom igen. Hun fortalte, at fjenden havde ventet, at vi ville overfalde dem fra snoghøjkanten, og der var mange af dem der kunne tale dansk og gerne ville tale med de danske, men pigen var nu en gang dansk i hu, og derfor holdt hun alligevel ikke af dem.
Flere steder, vi kom forbi, stod beboerne og viftede til os i al deres glæde over den herlige sejr. Når vi kom til et højt sted på vejen, kunne vi se vore tropper jage oprørerne af sted i vild flugt, og der toges mange fanger hist og her og meget krigsbytte af alle slags. Kanoner med fuld besætning var erobrede, og det var morsomt at se infanterister med glædesstrålende ansigter føre dem ind i fæstningen ridende på hestene og hængende på kanonerne i fuld oppakning og med deres lange bøsser stikkende frem. Men det passede alt ind i situationen og var et interessant malende billede. En hel vognpark var taget fra fjenden, og vognene blev trukne ind i fæstningen af jublende glade infanterister, da der ingen heste var til at spænde for.
Øst for Elbodalen gjorde vi holdt, og her samledes efterhånden alle tropperne, som havde deltaget i slaget. Lidt efter lidt kom flere spredte og sprængte dele til, og først hen på eftermiddagen var det muligt nogenlunde at overveje, hvor mange der manglede både af officerer og mandskab. 2det jægerkorps, der før var godt 1000 mand, var svundet ind til lidt over 700 mand efter slaget. 8 officerer manglede, dels sårede og dels døde, deriblandt korpschefen oberstløjtnant Branner, som var hårdt såret i den ene arm. Det var et stort tab, henimod 300 mand, måske det største tab, som noget korps eller nogen bataljon, der havde deltaget i slaget, havde lidt. Men uagtet det store tab, så var der, hvor man så hen, jubel og glæde over al glæde for den store vundne sejr.
Vi havde ikke fået det mindste at spise siden aftenen forud, og derfor kom indholdet af brødposerne nu frem. Der var ingen mangel på noget til at kvæge en soldatergane med, da vi var provianterede med tør proviant for 2 til 3 dage, som befalingen påbød i Rolund på Fyn. Våde varer var der heller ingen mangel på. Appetiten var fortrinlig, og maden smagte godt, og under måltidet fik vi en lun passiar om, hvad hver enkelt af os havde set og oplevet i slaget, og der var jo en hel masse at tale om og et stort, indholdsrigt stof at øse af, men meget måtte gemmes til bedre lejlighed, da naturen, efter som måltidet var endt, gjorde sin ret gældende, og den ene efter den anden af os slumrede ind i dejlig søvn, hvortil vi så hårdt trængte. Vi havde ikke sovet siden den foregående morgen, da vi rejste os af halmen i vort kvarter på Fyn.
Hen på eftermiddagen måtte vi stille for at marchere tilbage til Fredericia igen. Det var en underlig vedmodig følelse, der kom over os, da vi ved at ordnes i de vante rækker savnede så mange brave kammerater, der dagen forud livsglade havde udfyldt den plads, som nu stod tom. Der var sine steder i kompagniet, hvor det især så sørgeligt ud, hvor hele rækker og roder var borte. Den halve sektion, hvortil jeg hørte, var slemt medtaget. Et skæbnens træf var det nu, om tabet ikke var lige stort for de forskellige dele. Det var et sørgeligt, men nødvendigt opgør. Om de savnede var der gerne en lille meddelelse at få af kammeraterne, om den og den var død eller mere eller mindre såret. Om adskillige var der dog slet ingen oplysning at få. Efter at være ordnede på bedste måde, marcherede vi tillige med de andre tropper ind ad Fredericia til. Klokken halv seks eftermiddag kom vi over kamppladsen foran fæstningen, og det kan nok være, at der var en over al beskrivelse begejstret stemning over os alle, og sang og hurraer løftede end mere de glade sind. Mange af Fredericias borgere gik os i møde, og alle ansigter strålede af hjertelig glæde. Kamppladsen var jævnet fra ende til anden. Enhver løbegrav og enhver skanse var sløjfet lige med jorden, og alt fjendtligt materiel var ført ind i fæstningen. Kun en enkelt kanonrapert stod hist og her og haltede på sine stumper, idet fælgringen var hugget af egerne. Kamppladsen og den høje sæd var afsøgt af en tæt kæde af infanteri for at finde muligvis efterladte sårede og døde. Hist og her stod et gevær stukket i jorden i et sædstykke på sin bajonet for at vise, at her lå en død. De sårede var der naturligvis den gang sørget for.
Fæstningen åndede atter frit efter så lang en indespærring og ødelæggelse. Portene var atter åbne og en fri frisk og velgørende luftning strømmede atter gennem den betrængte by. Derfor føltes der også en usigelig glæde af enhver, ikke alene på den plet i en yndige aften foran fæstningen, men sikkert senere i ethvert bryst, der var dansk og kunne føle ikke alene for Fredericia by, men for alt, hvad der var dansk, for den vundne sejr og dens betydning.
|
