18. Bataillon - Udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849

Kære moder og søskende !Jeg beder eder ikke at blive forskrækkede ved at se denne simple skrivelse, men omstændighederne tillader ikke at gøre det bedre. I har formentlig allerede hørt talt om det store slag ved Frederits den 6. juli, og der var jeg så uheldig at blive såret i det højre lår, men Gud være lovet, at det ikke er så farligt, som man skulle tro, da det kun er gået igennem kødet, og doktoren siger, at om to måneder skal jeg være fuldkommen frisk igen.Det var et hårdt slag, men også det bedste, vi har ført endnu, thi vi fratog fjenden 34 stykker skyts og flere hundrede geværer, og der siges henimod 3000 fanger.Vær ved et godt mod, thi jeg er efter omstændighederne meget vel. Hils alle gode venner. Lev vel.Ole Andreasen. (Skrevet med blyant)

Kære svoger !

Din skrivelse af 12. ds. har jeg i dag modtaget, og det glæder mig, at I så snart fik mit simple brev, samt at I er ved helsen. Jeg har det, Gud være lovet, efter omstændighederne godt; jeg kan ikke sige, at jeg føler smerter i mit lår eller har haft sådanne smerter, som jeg havde forestillet mig, men det værste bliver med lejet, da jeg må ligge uafbrudt på ryggen og ikke kan vende mig af stedet. Doctor Sommer, som du formentlig kender, da han er i svogerskab med kammerråden på Jægerspris, er meget vel fornøjet, fordi mit sår tegner så godt, da det flyder godt og er udmærket rent at se; i dag har jeg fået omslag på, og så skal det nok gå rask med kuren. Der er rigtignok meget kød at læge, da kuglen er gået igennem min tykkeste bagfjerding, den er gået ind i den højre (røre) og ud igennem (arsballen), men på et særdeles godt sted, at den hverken traf benet eller de store pulsårer, hvorfor jeg, som doktoren sagde, havde årsag til at prise mig lykkelig.

Lars Hansen har i al denne tid været ovre i Fyn, men Hans er her, og ham har jeg talt med tilligemed Christian Bistrup og mange andre bekendte. Jeg er flere gange blevet overrumplet med en flaske vin, det skete i går ved Morten og Tyge af 1. Bataljon , og af andre kammerater, så jeg lider ingen nød.

I havde hørt, at 2. Jægerkorps var gået til grunde; det er vel ikke tilfældet, men det fik dog et slemt rap, da vi var i Avantgarden og måtte først gå på batterierne og blokhusene, hvorved vi tabte omtrent 300 mand af 2. Jægerkorps, af 1. Kompagni 83 mand – sårede og døde.

Når du skriver til mig igen, så skal du skrive til Ole Andreasen Jægerspris, jæger ved 2. Jægerkorps 1. Kompagni nr. 181, på felthospitalet i Fredericia.

Jeg vil nu slutte min skrivelse og bede dig hilse moder og søskende, at jeg er Gud være lovet meget vel efter omstændighederne og jeg ønsker snart at høre hjemmefra igen. Du hilses på det venskabeligste fra din hengivne ven og svoger..

Ole Andreasen.       

(Skrevet med blyant )

Kære moder, søskende og venner !

….Jeg vil nu lade Eder vide, at jeg, Gud være lovet, befinder mig meget vel efter omstændighederne; vel må jeg ligge i samme stilling som førhen, men alligevel er jeg godt i bedring, har god madlyst og har det i alle måder godt, undtagen at lejet bliver hårdt, men med tålmodighed overvinder man alting, og jeg håber med Guds hjælp til Mikkelsdag at være fuldkommen rask.

Jeg er hjertefrisk og mangler ikke andet, end at jeg skulle kunne træde på mit ben, men det håber jeg skal ske om en måned til.

Lars Hansen og Lars Jensen besøger mig daglig, og jeg mangler just heller ikke læsning, så at tiden går så tålelig for mig. Jeg har ingen af de penge fået, som er sendt til mig, men de er jeg sikker, når jeg kommer mig, og så er de også brugelige, og så længe jeg ligger her, behøver jeg dem ikke, så I skal ikke sørge for at jeg lider nogen nød her. Jeg vil nu slutte min skrivelse og bede at undskylde den, fordi den er så kort og ringe, men da jeg ikke kan bruge blæk og pen, fordi jeg må ligge på ryggen, så kan jeg ikke få meget til at stå på papiret.

I hilses på det kærligste alle sammen fra mig, og jeg ønsker snart at få svar igen. Lev vel.

Ole Andreasen.

(skrevet med blyant)

Kære elskelige moder!

Det gør mig ondt at høre, at I er så bedrøvet for min skæbne, men jeg beder jer at være ved et godt mod, da Gud nok vil vende alt til det bedste. Hvad mig angår, da har jeg rigtig nok i forrige uge haft koldfeber et par gange, og det har svækket mine kræfter en del. Men i flere dage har jeg nu ikke mærket til den, og jeg håber med Guds hjælp at den også skal blive borte.

I må ikke undres over, at jeg lader Lars Hansen skrive for mig, når han er her, da det ikke er så behageligt for mig i min faste stilling. Jeg ser af Sofies ømme skrivelse, at Niels havde betænkt at reje op til mig, men det var jo et tåbeligt indfald, da det hverken kan hjælpe mig eller ham, og tillige er det jo i en så travl tid, at det vil koste mere end I kan tåle. Niels havde skrevet, om jeg ikke kunne skrevet et par ord til kammerherren, at hvis jeg skulle ende mine dage her, om Niels da kunne overtage teglværket og forsørge jer; men derom er aldeles ingen tvivl, skrive ham til kan jeg ikke.

Hvad mit sår angår, da kan jeg ikke tale om at det begynder at læges, thi jeg bruger omslag endnu og det flyder godt, og så længe det bliver ved at flyde, kan der ikke være tale om at læge, men med Guds hjælp vil det komme med tiden. Jeg beder jer for alting, kære moder, ikke at sørge for meget for mig, ad mine lidelser ikke er mange, og hvis det skulle være Guds vilje, at jeg her skal lægge mine ben, da går jeg glad fra denne verden med det sikre håb, at I nok bliver forsørget den tid, I har tilbage; men jeg har bestandig det lyse håb for øjet, at jeg med Guds hjælp nok skal komme hjem og trøste jer med min nærværelse, men det vil næppe ske så snart, som jeg først havde gjort regning på.

Jeg vil bede jer bestandig være ved et godt mod og ikke gå og sørge for meget for mig, og så beder jeg jer hilse alle gode venner, og hils fogdens fra mig.

I hilses alle på det kærligste fra mig, og først og sidst min ømme moder. Lev vel.

Ole Andreasen.

(skrevet med blyant)

Kære forældre!

Jeg må i dag med et sorrigfuldt hjerte nødes til at bedrøve Eder ved denne efterretning. Jeg har hidtil i mine forrige breve trøstet Eder i henseende til Ole og har også selv haft en god tro, men da jeg for otte dage siden kom fra Fyn, havde han haft feberen, som jeg har fortalt i det sidste brev; men jeg troede dog, at der kunne være redning, men nu er der ikke mere håb. Han bliver hver dag dårligere, men han har ikke nogen smerter, han ligger ganske rolig.

I går var Lars Jensen og jeg derinde og talte med ham, han mente, at det var bedst jeg blev et par dage endnu, inden jeg skrev; men i dag var jeg derinde, og da lå han og sov og lignede mere død end levende, og sygevogterne sagde, at han kunne ikke tale de sidste fire timer og har ligget ganske rolig, og jeg måtte så forlade ham uden at tale et ord med ham, og med Guds hjælp varer det ikke længe, førend Herren hjemkalder ham; men jeg beder Eder at bringe hans moder denne sørgelige efterretning og trøste dem så godt som muligt.

Ole han trøstede sig ved, at hans søskende var ved den alder, at de kunne forsørge sig selv, og hans moder håbede han kom ikke til at forlade sin stilling, og mente ikke at han behøvede at bede kammerherren om, at Niels kunne blive ved teglværket, og han kunne heller ikke skrive; han tænkte vist ikke i går, at han så snart skulle tabe sig. Han har ikke fået pengebrevene, og jeg tænker, at I kunne tilbagekalde dem der hjemme fra; han har fået 2 Rbd. Af mig og i forgårs fik han 1 Rbd. af feltpræsten, og dem har han endnu, men naturligvis dem kan man ikke gøre nogen fordring på.

Hans civil klæder har jeg ikke fået nogen rigtig besked om, men de ligger indpakket på Als og tornysteren er ved korpset. Hans begravelse kan jeg ikke hædre mere end den bliver hædret efter reglementet; jeg vil lade sætte et lille kors på hans grav til en liden erindring for dem, som beser det hæderlige gravsted, som senere vil blive beæret med en støtte.

Nu vil jeg ende min skrivelse med en kærlig hilsen til hans moder, søskende og alle bekendte, som I så snart som muligt vil lade det vide, men vær kun tålmodig og trøst Eder ved, at han efter omstændighederne ikke har lidt så meget som man tror, og nu snart vil forlade denne kummerfulde verden.

Eders brev fra den 11. har jeg bekommet i dag. Lev vel ! det ønskes af mig.

L. H. Larsen (Draaby)

Gode venner

Jeg bringer Eder her den sørgelige tidende, at i søndags aftes klokken 9 den 19. behagede den algode Gud at hjemkalde Eders elskelige og kære søn og broder. O kære moster, vær tålmodig og vær stolt af ham som moder, og vær trøstende med den store trøst, at det var for fædrelandets hellige sag, at måtte bløde, og i den store sejrskamp, han fik sit sår. Han svæver nu glad blandt de faldne helte, af hvem livsofferet blev krævet, og som viste sig fædrelandets sag tro indtil døden,

Jeg har ikke haft lejlighed til at skrive før, men i dag har jeg bedet mig fri i den anledning, at jeg i dag ville følge min kære og uforglemmelige ven til sit sidste hvilested. Der tales om at vi skulle permitteres den 24., men måske går nogle dage endnu, men ret længe varer det ikke, førend jeg med Guds hjælp skal besøge Eder, og jeg vil derfor afbryde min korte skrivelse med en kærlig hilsen til Eder alle fra mig, Eders hengivne ven..

L. H. Larsen (Draaby).